Ligemeget hvor køkkenet ligger i dit hjem, så symboliserer det rigdom og overflod. Her kan du med fordel forbedre overflods-energien i dit liv.

Først og fremmest skal du sikre dig, at køkkenet er et sted, du elsker at være, og som samtidig fungerer godt rent praktisk og funktionelt.

Sørg for god belysning og ryd ud i det køkkenudstyr, du ikke bruger, så energien kan komme rundt alle steder. Undgå mørke hjørner, der er tilproppet og hvor energien går i stå.

Ryd jævnligt op i køleskabet, krydderierne og kolonialen. Sørg for at der ikke er noget, der har overskredet holdbarhedsdatoen.

Så drejer det sig om at lave inspirerende sanseindtryk gennem farver, dufte og et stort overdådigt frugtfad, der giver dig en følelse af, at der altid er nok af alt og mere, hvor det kommer fra.

  • Undgå skarpe køkkenknive der hænger fremme, de udsender en skarp energi, som ikke er god for energiflowet, så opbevar dem hellere i en blok eller i skuffen.
  • Skårede tallerkener og kopper sender bud om at du gerne vil have mere, der går i stykker.
  • Tomme beholdere som dåser, vaser og potter opbevares i skabe og skuffer, så de ikke står fremme og giver dig en fornemmelse af mangel.
  • Undgå at hænge billeder af familien på køleskabet – de skal helst ikke gå hen og blive syge af al den kulde.

Du ved at du har god feng shui i køkkenet, når du har lyst til at opholde dig i det, og det giver dig lyst til at lave lækre retter og gøre noget ekstra ud af maden.