Uh, jeg er vild med tilbagemeldinger, når jeg har været ude at lave feng shui.

For nogle uger siden var jeg på feng shui-besøg hos en rigtig sød kvinde. Hendes mål for feng shui-besøget var at tiltrække en kæreste.

Hun havde læst sig frem til, at alting skulle stå i par i kærlighedsområdet. Og jeg skal love for at der stod masser af par – lysestager, hjerter, rosenkvarts, billeder, keramik-fugle og planter, selv 2 hjertepuder var der placeret i sofaen, så hun kunne ikke forstå, at der ikke skete noget på kærlighedsfronten.

Vi fik ryddet lidt op i kærlighedsområdet (det fortæller jeg om en anden god gang) og så bad jeg hende om at se hendes soveværelse.

Men det var jo kærlighedsområdet, hun var i tvivl om, sagde hun. Ja, men soveværelset – uanset beliggenhed i baguaen – er også kærlighedsområde. Og en vigtig brik når det gælder om at tiltrække en soulmate.

Vi fik vendt hendes seng, så hun kom til at sove med hovedet i sin relations-retning. Det gav også mulighed for at der kunne blive plads til, at en fremtidig kæreste kunne komme ind ovre i sin side af sengen.

Han fik også et sengebord og en sengelampe, så der var symmetri i begge sider af sengen og en ekstra dyne og pude fandt hun også frem af gemmerne.

Da vi var nået så langt, kunne hun allerede mærke harmonien og se, at nu ville en potentiel kæreste føle sig meget mere velkommen.

Vi fik frigjort noget plads på en bøjlestang i klædeskabet og en skuffe i kommoden, så der blev plads til noget nyt og spændende.

I stedet for den mørkegrønne væg, valgte hun en helt svag lilla-rosa pastelfarve. Sengen fik et lækkert, blødt sengetæppe og hjertepuderne fra sofaen kom også ind i soveværelset sammen med 2 rosenkvarts-krystaller.

Mens vi fik en snak om det hele, fortalte jeg hende om det gamle ritual med et rødt og et grønt stearinlys: Tænd først det røde lys – tænd så det grønne lys med det røde lys’ flamme. Hold begge lys sammen, så de brænder sammen med kun een flamme og sig højt hvilken kæreste du ønsker dig. Pust så den samlede flamme ud. Pak begge lysene i et hvidt stykke bomuldsstof og læg det under sengen, der hvor dit hjerte er.

Hun syntes ritualet lød sjovt og spændende og ville prøve det af sammen med de feng shui-ændringer, vi havde snakket om.

Der gik nøjagtig 9 dage fra hun var færdig med at lave feng shui i soveværelset og lave ritualet, så skrev hun til mig. Hun var nemlig blevet kontaktet på facebook af en sød mand, som havde inviteret hende på date.

Hvis ikke du står og mangler en kæreste, men ønsker at skabe mere selvkærlighed, eller at få mere romantik ind i hverdagen med din nuværende kæreste eller husbond, så kan du også benytte dig af feng shui i soveværelset.

Jeg skal lige tilføje, at hvis du er en mand, der får lyst til at lave ritualet, skal du gøre det omvendt – altså tænde det grønne lys først …