Skal dine certifikater, eksamensbeviser og diplomer ligge i en skuffe? Skal pokaler ligge i en kasse i kælderen?

Næhæ. Glem janteloven og få dine anerkendelser frem i lyset. De kan med fordel placeres forskellige steder i dit hjem, så de kan tiltrække flere af slagsen og hvor de kan fremme din karriere og succes. “Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til” er en gammel talemåde og den er ikke helt ved siden af i Feng Shui sammenhæng.

Find et godt sted til dine trofæer og anerkendelser.

Dit succes-område er altid et godt sted at placere de ting, du gerne vil have mere succes med. Lav evt. et lille alter med trofæerne, kom certifikaterne i guldrammer og placér nogle lys, da succes-området boostes af ild-elementet. Brug fantasien og giv det et udtryk, du synes udstråler succes og god energi. Succes-området ligger bagerst i dit hjem, set fra hoveddøren. (se bagua nederst)

Hvis dit succes-område ikke egner sig til formålet, er karriere-området også formidabelt. Her kan du supplere med en glasvase med smukke blomster eller krystaller, da vand-elementet hersker her. Karriere-området ligger forrest i dit hjem, set fra hoveddøren. (se bagua nederst)

Har du hjemme-ervherv, så er kontoret eller entreen også rigtig gode steder til at vise dine diplomer frem. Her kan du evt. supplere med dine visitkort eller et skilt med dit firmanavn. Gør det lækkert, så du også selv nyder at se på det hver dag.

Rigtig god fornøjelse!